Arnfinnur Amazeen 07.02 – 13.03

Arnfinnur Amazeens værk Stillestående vand er en krydsning mellem et poetisk udsagn og et dobbelttydigt budskab. De kryptiske ord står skrevet hvidt på sort i kursive, snørklede bogstaver, der ledende giver associationer til klassiske digtsamlinger eller et nodehæftes bløde, visuelle virkemidler.

Det dobbelttydige i ordene Stillestående vand opstår i grænsefeltet mellem ordenens visuelle præsentation på RoofTop International og ordenes faktiske betydning. Hvor fremstillingen af ordene fremhæver en poetisk kontekst, aktiverer ordene flere billedforbindelser, der hverken rummer smukke eller romantiske forestillinger. Stillestående vand er giftigt og rummer noget betændt eller problematisk. Ordene er billedskabende; de trækker forestillinger frem om noget, der ved første blik er smukt, men som derefter udvikler sig til noget tvivlsomt. Der er en underfundig understrøm af melankoli i overgangen fra det bittersøde poetiske til det potentielt farlige.

I kraft af sit islandske ophav er dansk ikke Amazeens første sprog. Snarere står han uden for det danske modersmål og kigger ind. Stillestående vand er ikke et begreb, man ofte bruger i daglig dansk tale. Det er ikke en del af et hverdagsligt sprog men snarere et kendt koncept, der sjældent siges højt. Med et nærmest udefrakommende blik på sproget evner Amazeen at bøje og bearbejde de danske ord. Ordene Stillestående vand kan i den forbindelse være ren materie, der intet indeholder og intet kræver, fordi de eksisterer i deres egne ret og form. Visse ord synes ekstremt poetiske, selvom deres indhold ikke fordrer poetisk betydning. Amazeens værk til RoofTop International viser, hvordan et udenlandsk blik på det danske sprog kan frembringe åbne, poetiske potentialer i ord, der normalt er løsrevet fra poesien.         

Arnfinnur Amazeen (1977 IS) er udannet på Det Islandske Kunstakademi og på Glasgow School of Art. Udvalgte udstillinger: Normal is the new avantgarde, Gerðarsafn Kópavogur Art Museum, Island. Subselves mean well (solo), Reykjavík Art Museum, Island. Kollektiv (solo), Grafikernes hus, København. EXKURS – Isländische Kunst in außergewöhnlichen Zeiten, Nordic Embassies, Berlin, Tyskland. Darkness carried in (again) (solo), Kling og Bang galleri, Reykjavík, Island. Amazeen har boet i Danmark siden 2006.