RoofToP-projects

Lise Nørholms bidrag til RoofTop er visuelt valgte ord, der næsten spejler sig symmetrisk i hinanden. Ordene vide og vidder strækker sig ud over lysskiltet men udfoldes også processuelt, så vidder rent optisk udspreder vide som en vifte.

Vide og vidder er ord, der ifølge Ordbogen stammer fra middelnedertysk. Adjektivet er dannet af navneordet. Simultant med læsningen af ordene melder tvivlen sig; et eller to d’er, blødt eller hårdt? Ordene kan stå løsrevne for sig selv, ligesom de kan læses flertydigt, og skabe en undren over det danske sprog, dets stavemåde, oprindelse og tidslighed.

De store mellemrum er en visualisering af selve tekstens betydning, og bogstavernes hvide farve kommenterer på både ordenes formale egenskaber, fonetiske udtalelser og selve værkets omgivelser i Den Hvide Kødby. Kompositionen, holdt i Impact fed font, forholder sig til lysskiltets aflange format, og asterisken i midten skaber en form for rytme eller synergi mellem ordene. Ordene stiller sig i direkte relation til lysskiltes beliggenhed, hvor den lange horisont ved Dybbølsbro Station skaber et åbent rum, hvor alt kommer på afstand, og hvor alle er på vej et sted hen, gående, cyklende, kørende eller med tog. Vidderne med krydsende broer og veje kan rumme disse langstrakte rejser og frihedsforestillinger, ligesom vide vidder også kan beskrive en indre, mental rumlighed, eller en mere subtil politisk opfordring til at favne flere mennesker.

Endelig kan Nørholms værk også ses i lyset af selve RoofTops kontekst. Udstillingsrækken igangsættes af ordene vide vidder og åbner således op for alle de forskellige værker, der kommer efter. Vide vidder lader mulighederne ligge åbne.

Lise Nørholm er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi, Kbh. Udvalgte udstillinger: Hyperkomplext og meget grænseløst, 15 plakater på udstillingsstedet Sydhavn Station. BLOW, Kunstbygningen i Vraa. So you, too, like fruitcake? Udstillingsstedet Bonamatic, Kbh. Det allestedsnærværende (utilsigtede) springvand, PIRPA, Kbh. Clausen for altid, Clausens Kunsthandel, Kbh. Museum Pist Protta, Charlottenborg, Kbh. Ord og billede, Kunstpakhuset, Ikast. Allt är Symbios, Cirkulationscentralen, Malmö. Offentlige udsmykninger: Fri og Lige, Multikulturhuset, Sønderborg. Magnetic Fields, Teknisk Fakultet, Odense. Mere info: www.lisenoerholm.dk

Peter Holst Henckels værk til RoofTop er et spørgsmål: Hvem ejer midten af paradis? I strålende og lysende farver står sætningen i en fragmenteret form. Et skilt placeret i det offentlige rum vil for det meste søge at være så let afkodeligt som muligt, sådan at budskabet hurtigt opfanges af forbipasserende. Men Henckels værk henvender sig til beskueren på andre præmisser. To ord i sætningen, midten og paradis, er sværere at tyde end de andre. Her står bogstaverne spejlvendte oveni hinanden og er trykt i forskelligt farvede forskydninger. Effekten kan på én gang være forstyrrende for læsningen og samtidig strække og forlænge tidsrummet for afkodningen af sætningen.

Hvem ejer midten af paradis? er et åbent spørgsmål, der skaber rum for kontemplation og overvejelser om, hvad form det paradisiske tager, og hvordan man får adgang til det. Det paradisiske kan være en indre tilstand men også et konkret sted eller en utopisk forestilling.

I kraft af sin beliggenhed midt i København kan Vesterbro rumme alle de storbydrømme og profane paradisiske fantasier, der knytter sig til forestillingen om det gode liv.

Henckels spørgsmål er som henvendelsesform et konfronterende greb, der insisterer på at gå i korrespondance med sin læser. Et spørgsmål har også potentiale til at bundfælle sig og obstruere en velkendt dagligdag. Værket er en fri invitation til hver enkel forbipasserende til at reflektere over, hvordan det gode liv ser ud, hvem der har ret til at leve hvor, og hvordan forestillingen om paradis kan drive os nye steder hen.

Peter Holst Henckel (1966 DK) er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi (1992) og har deltaget på talrige udstillinger i Danmark og udlandet. Aktuelt udstiller han på Gl. Holtegaard med soloudstillingen ”Gensyn med Paradis”. Derudover har Peter Holst Henckel over en årrække arbejdet i krydsfeltet medlem kunst og arkitektur og blandt hans seneste udsmykninger er Fyns HF & VUC i Odense, Psykiatrisk Center i Ballerup, Tornbjerg Gymnasium, Carlsberg Museum i Valby, Det nye Skuespilhus i Kbh., Rambølls Hovedkvarter i Ørestaden og Københavns Universitet Amager. Peter Holst Henckel er repræsenteret i en række offentlige og private samlinger i ind og udland og modtog i 2009 Eckersberg Medaillen.

Lise Harlev bidrager til RoofTop med værket A Common Name. Værket er formet, hvidt på blåt, af tre tekststykker, der opbrydes af en række forskellige ikoner. Ikonerne er genkendelige. De fungerer navigerende i det offentlige rum og kan f.eks. ses på skilte for hittegodskontorer, bagageopbevaring, hæle- og nøglebarer og hæveautomater. Således kan de velkendte tegn, Harlev her billedliggør, være en fast del af det visuelle miljø, man finder på Københavns Hovedbanegård eller andre transitsteder.

Med titlen A Common Name kredser Harlevs værk sig om betydningen af et navn og forholdet mellem en person og dets prædikat. Et navn kan forme og fortælle meget om sin ejer, hvad enten navnet er givet, taget eller fejlagtigt skænket, hvis det er skrevet forkert. Værkets ikoner; handskerne, nøglerne, kuglepennen og pengepungen, er symboler på det, der kan kaldes ’personlige ejendele’ – det, de fleste altid bærer med sig, eller som endda kan siges at repræsentere en person. Men ikonerne rummer også flere betydninger og kan dermed ikke blot forstås som lukkede billedkommunikationer. Derimod indeholder de associationer, der strækker sig i et utal af retninger såsom fysisk kontakt, adgang og sikkerhed, kommunikation og værdi. Sådanne associationer er, ligesom et navn, med til at præge et individ.

Flertydigheden, der kan læses parallelt med ikonernes officielle udsagn, komplementeres af Harlevs tekstlige budskaber. Sætningerne på skiltet er en slags maksimer, der i deres tone foregiver at være neutrale sandheder, men de er i virkeligheden diskutable og mangesidede. Nye betydninger kan opstå i samspillet mellem tekst og billede, hvor velkendte ikoner pludselig opløses af tekstlige udsagn og i stedet viser sig som nye illustrative tilgange til, hvad det vil sige at være et individ.

Lise Harlev (1973 DK) er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi i København og Städelschule i Frankfurt am Main. Hun har været bosat i Berlin siden 2002 og udstiller hyppigt i Danmark og internationalt, senest på Galerie MøllerWitt og Tallinn Art Hall. I 2016 udgav hun kortprosasamlingen Jeg er aldrig ligeglad, som netop er udkommet i engelsk oversættelse på forlaget Broken Dimanche Press. Harlevs værker er repræsenteret i flere private og offentlige samlinger, herunder Statens Museum for Kunsts permanente samling.

Anette Harboe Flensburgs værk til RoofTop er udsagnet vi bor i hinanden. Sætningen står åben i det offentlige rum, hvor et utal af menneskers veje dagligt krydses. At bo i hinanden knytter sig an til forestillingen om, at man bærer andre mennesker med sig. Det kan være sine nære, lige såvel som det kan være dem, man tilfældigt støder på og aldrig ser igen. Selv dem vi mister – eller udstøder – får væren i de levendes bevidsthed.

I forestillingen om at kroppen som et hylster kan optage andre mennesker, ligger der en særlig sensibilitet over for det metafysiske rums muligheder. Her udfolder eksistensfilosofiske overvejelser sig, såsom grænsen mellem krop og sjæl samt skellet mellem det at være alene og det at være fælles. Sådanne overvejelser er vedkommende for de fleste. Der kan ligge en fornemmelse af en dyb universel samhørighed i udsagnet vi bor i hinanden.

Det universelle underbygges af Flensburgs brug af ordet vi. Vi kan både være en anonym kollektiv masse, et ”du og jeg” og et almenmenneskeligt fællesskab, der f.eks. kan opstå i bybilledet, hvor mennesker på både godt og ondt konstant er henvist til hinanden. På den måde trækker Flensburg med værket vi bor i hinandenlinjer mellem det private rum og det offentlige, det særligt personlige og det menneskeligt almengyldige.

Anette Harboe Flensburg (1961 DK) er uddannet på Designskolen i Kolding (1986). Seneste separatudstillinger i udvalg; ‘Space without a Place’ på Kunsthal Brandts, ‘Black nothing and its impossible shades’ galleri MøllerWitt Århus, ‘La poétique de l’espace’ i Det Danske Hus i Paris, ‘Still’ i Galleri Andersson/Sandström i Stockholm. Flensburg arbejder pt. på en udsmykning til Johan Borups Højskole i Kbh. samt en udstilling på Museet Trapholt i Kolding. Flensburg er repræsenteret i flere private og offentlige samlinger i ind- og udland. Hun modtog Eckersberg medaljen i 2017 og Ny Carlsberg Fondets Kunstnerpris i 2018. Flensburg udgav i 2014 prosa/ foto bogen ‘Vi bor i hinanden’ på forlaget Wunderbuch.

Med Gudrun Hasle er RoofTop halvvejs i sit udstillingsprogram. Jeg prøver ikke at grade er et værk, der skriver sig ind i et af de væsentligste aspekter ved Hasles praksis; en hudløs ærlighed omkring sårbarhed, der viser sig på to forskellige måder. Først og fremmest er der udsagnet, der, på trods af sit ekstremt personlige afsæt, ender med at stå stærkt og almengældende for de fleste mennesker. Den følsomhed, Hasle beskriver, er ikke enestående men snarere noget, som størstedelen kan relatere sig til.

Ved siden af den åbne sårbarhed er der den anden side af Hasles praksis, der komplimenterer den første. Hasle er ordblind, og derfor er hendes tekstværker ofte præget af stavefejl. Effekten af de på en gang personlige og universelle udsagn, Hasle skaber, bliver forstærket af de små fejl, der forstyrrer beskuerens afkodning af teksten. På sin vis vender Hasle situationen om og gør sin beskuer ordblind over for det sprog, hun selv skaber. For mange er læsningen af en enkelt sætning uden besvær, men Hasles ord udfordrer og kræver mere opmærksomhed, tid og rummelighed. Dertil står værket også uden parader; det vedkender og står ved sine egne fejl. Et udsagn som Jeg prøver ikke at grade ender med at syne så meget desto mere sårbart i kraft af, at det er stavet forkert. 

Sociale regler og skikke i det offentlige rum dikterer, at man færdes med en facade, og følelserne sidder sjældent uden på tøjet. De følelser trækker Hasle frem til overfladen, og værket Jeg prøver ikke at grade kan på den måde stå som en håndsrækning eller en anerkendelse til alle dem, der hver dag passerer fordi.

Gudrun Hasle (1979 DK) er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i Kbh. og Det Fynske Kunstakademi med afgang i 2008. Nogle af hendes tidligere soloudstillinger tæller bl.a. ’Haw can I schem’ (2016) på Horsens Kunstmuseum, ’Dem der kom før mig’ (2015) på Vejen Kunstmuseum og ’My Charlthodt as a Expat’ (2015) på Brandts Kunsthal. Senest har Hasle udstillet solo på Galleri Tom Christoffersen under titlen ’Colors, patterns and random thoughts’ (2019). Hasles værker er en del af samlingerne på Statens Museum for Kunst, Horsens Kunstmuseum, ARKEN Museum for Moderne Kunst og Det Nationale Fotomuseum.

Med udgangspunkt i forestillingen om, at alle mennesker bærer en eller anden form for angst i sig, har Kaspar Bonnén skabt værket Min angst holder alle døre på klem til RoofTop. Udsagnet kan beskrive den sårbare udforskning af verden, som man foretager sig i dagligdagen. Flere af Bonnéns værker kredser om konkrete, mentale eller forestillede rum, der visuelt eller på tekst taler til beskuerens fantasi. Et rum er en sfære, man træder ind i, som en situation eller en sammenhæng. I lignende forstand er der mange af livets situationer, som man træder ind i, hvor den ængstelige eller nervøse følelse ledsager ens entré.

Bonnéns værk fungerer ikke blot som billede på et mentalt rum men også et fysisk. Forestillingen om at man står i et rum eller en situation, som man ikke kan se sig ud af, skaber en næsten klaustrofobisk fornemmelse, som de fleste måske vil kunne genkende. Her bliver Bonnéns værk ikke blot et sprogligt men også et sanseligt og kropsligt udsagn, der demonstrerer, hvordan visse ord eller sætninger skaber direkte effekt hos en læser. 

Min angst holder alle døre på klem kan hentyde til det angstfulde rum eller følelsen af at være til i en usikker verden, man ikke kan undslippe, men udsagnet rummer også et positivt træk; den sårbare udforskning af verdenen kan vise sig i en skærpet opmærksomhed på og empati med sine omgivelser. Her holder en særlig sensibilitet eller ængstelighed alle muligheder og scenarier åbne. Der kan opstå en fintfølende bevidsthed om det, der foregår i ens nærhed, ligesom der kan vise sig et uendeligt mulighedsrum, der langsomt og forsigtigt kan udforskes.

Kaspar Bonnén (1968 DK) tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i Kbh. i 1999. Han har haft soloudstillinger på bl.a. ARoS, Moderna Museet i Stockholm, Kunstforeningen Gl. Strand, Designmuseum Danmark og Kunsthallen Brandts. Bonnéns værker af del af samlingerne på bl.a. Statens Museum for Kunst, ARoS, Essl Museum i Østrig og Moderna Museet i Stockholm. Han har udgivet flere romaner og digtsamlinger, heriblandtInd til min mor ved Forlaget Vandkunsten, Skabelser ved Arena Forlag og Inventarium ved Borgens Forlag.